Øg værdien på dit hus

Værdiforøgelse af boligen

Står du foran en flytning, og skal du derfor sælge dit hus? Når det gælder om at få en potentiel køber til at forelske sig i dit hus, er der mange nemme omveje og tricks, som får dig et skridt tættere på målet.

Læs med her og få en håndfuld gode idéer til, hvor det er nemt og smart at sætte ind først.

Det ydre

Det allerførste indtryk, som en potentiel køber får af dit hus, får de allerede, inden de træder ind i huset. Når de står udenfor og ser huset i dets helhed, begynder de allerede at danne sig indtryk og meninger – nogle gange før de endda selv ved af det. Derfor er det vigtigt at have tænkt på de små ting, som meget nemt kan løfte dit hus og få det til at syne smukkere, bedre og mere værd.

Taget

Du skal ikke blot tænke taget som låget på dit hus – det er derimod en stor del af husets samlede udtryk, og skinner det, vil det helt klart bidrage til eventuelle køberes indtryk.

Med en professionel tagrens og algebehandling vil det ligne, at dit hus har fået et helt nyt tag. Algerne og de grimme belægninger er bestemt ikke dekorative, og det kræver så lidt at få dem væk og komme frem til at betydeligt bedre resultat.

Terrassen

… det samme gælder for terrassen, uanset om den er af fliser eller træ. Når man kigger på hus, gælder det om at kunne forestille sig at leve i det pågældende hus, og hvis alt – også udearealerne – er indbydende og indflytningsklare, er man altså allerede kommet et godt stykke af vejen.

Langt de fleste terrasser er algebefængte i én eller anden grad, og også her kan det altså godt betale sig at betale for lidt professionel hjælp.

Haven

Sælger du dit hus i sommerhalvåret, er det en særligt god idé at prioritere optimeringen af udearealerne på samme niveau som inde i huset. Sol og sommer sælger, og kan du som sælger skabe et indbydende udeområde, som potentielle kunder kan se sig selv i, kan det være et stort plus til resten af huset.

Sørg derfor for, at plænen er slået, ukrudtet fjernet, og aflæg eventuelt nærmeste plantecenter et besøg – gå efter klar til udplantning-blomster i flotte farver, som kan få din have til at se endnu smukkere ud med det samme.

Det indre

Selve huset er der, hvor potentielle købere rent praktisk skal bo, og det er derfor naturligvis også rigtig vigtigt, at det er indbydende, lyst og lækkert.

Ryd op og ud

Når du skal sælge og dermed fremvise dit hus, har du selvfølgelig sørget for at rydde op. Når du er i gang med oprydningen, kan du lige så godt tage det et skridt videre og rydde ud også. Kom af med nogle af de der ting, som du alligevel ikke skal have med videre til næste hus. Det er alfa og omega for at skabe et godt udtryk, at der ikke er pakket med ting alle vegne.

Mange kan til dels acceptere rod, når det er deres eget. Andres rod derimod er noget, de færreste af os har behov for at blive eksponeret for, og især ikke når man skal kunne forestille sig at blive de næste beboere i et hus.

Kill your darlings

Når man bor i et hus, er det vigtigt at være omgivet af ting, som får én til at føle sig godt tilpas, og som afspejler, hvem man er. Når man inviterer potentielle købere indenfor i forbindelse med et salg, skal man dog lige tænke sig om en ekstra gang.

Har du en stor samling af udstoppede fugle eller måske en gammel og lodden lænestol fra din bedstefar? Det kan godt være, at du elsker dem, men hvis du ejer noget, som primært du kan se det skønne i, skal du måske overveje at flytte det væk inden næste fremvisning. Personlighed er godt, men det skal være med måde. Det er jo trods alt ikke dig, som skal bo der i fremtiden.